Separation og skilsmisse

Separation og skilsmisse

Du kan søge om separation, skilsmisse uden forudgående separation eller skilsmisse efter separation på nettet

Sådan søger du om separation og skilsmisse

Hvis du og din ægtefælle vil separeres eller skilles, skal I udfylde og indsende en såkaldt anmodning om henholdsvis separation eller skilsmisse. Anmodningen skal sendes til Statsforvaltningen.

Fra 1. december 2014 skal I ansøge om separation eller skilsmisse digitalt. Hvis I ikke har mulighed for at betjene jer selv på nettet, kan I få hjælp i kommunens borgerservice, på biblioteket og i Statsforvaltningen.

I kan vælge at komme til et møde i Statsforvaltningen - en såkaldt vilkårsforhandling - hvor en sagsbehandler fortæller jer om, hvad det indebærer at blive separeret eller skilt. For at bevillige separationen og siden en eventuel skilsmisse skal Statsforvaltningen sikre sig, at I er enige om jeres fælles forhold. I skal være enige om, hvorvidt én af jer skal betale ægtefællebidrag til den anden, og hvis I bor i lejebolig, skal I være enige om, hvem der eventuelt skal blive boende og fortsætte lejemålet.

Hvis I er enige om det, behøver I ikke at komme til vilkårsforhandling.

I kan blive skilt uden først at være separeret, hvis I er enige om det. Hvis I ikke er enige, kan I normalt først blive skilt, når I har været separeret i seks måneder. I nogle tilfælde kan skilsmissen bevilliges, uden at I har været separeret først. Det koster 900 kr. (2015) at få behandlet en sag om separation eller skilsmisse. Hvis der samtidig tilvælges en vilkårsforhandling, skal der yderligere betales et gebyr på 1.000 kr. (2015).

Hvad koster det at blive separeret eller skilt?

Det koster 900 kr. (2015) at få behandlet en sag om separation eller skilsmisse i Statsforvaltningen. Hvis der skal holdes vilkårsforhandling i Statsforvaltningen, skal I betale yderligere 1.000 kr. (2015).

Hvis I ikke kan blive enige om vilkårene for separationen eller skilsmissen og vælger at sende sagen videre til retten, skal I selv betale sagens omkostninger. Der er dog mulighed for at søge fri proces.

Hvad indebærer det at blive separeret og skilt?

Når I gifter jer med hinanden, indgår I en gensidig troskabspligt. Det vil sige, at I siger ja til at være tro over for hinanden. I får også som udgangspunkt det, der kaldes fælleseje eller formuefællesskab, hvilket betyder, at jeres formuer skal deles, hvis I senere bliver separeret eller skilt, og desuden arver I hinanden, hvis en af jer dør.

Når I bliver separeret eller skilt, gælder hverken den gensidige troskabspligt eller formuefællesskabet længere, og det betyder, at I skal dele de ting, I ejer. Når I bliver separeret, arver I heller ikke længere hinanden. I er dog stadig gift, selvom I er separeret, og det betyder, at I ikke kan gifte jer igen med en anden, før I er blevet skilt.

Separation forudsætter, at I flytter fra hinanden. I kan dog blive ved med at bo sammen i op mod 2-3 måneder, hvis årsagen er, at en af jer skal finde noget andet at bo i. Hvis I flytter sammen igen i separationstiden, gælder jeres separation ikke. Det vil sige, at den gensidige troskabspligt gælder igen, at I igen har fælleseje og at I igen arver hinanden, hvis en af jer dør.

Separation og skilsmisse i et registreret partnerskab

Hvis I ønsker at opløse jeres registrerede partnerskab, skal I udfylde en såkaldt ansøgning om separation eller skilsmisse for registreret partnerskab. Ansøgningen skal sendes til Statsforvaltningen.

I kan bede Statsforvaltningen om at indkalde jer til et møde - en såkaldt vilkårsforhandling - hvor en sagsbehandler fortæller jer om, hvad det indebærer at blive separeret eller skilt. For at bevillige separation og eller skilsmisse skal Statsforvaltningen sikre sig, at I er enige om jeres fælles forhold. I skal være enige om, hvorvidt én af jer skal betale ægtefællebidrag til den anden, og hvis I bor i lejebolig, skal I være enige om, hvem der eventuelt skal blive boende og fortsætte lejemålet.

Hvis I er enige, behøver I ikke at komme til vilkårsforhandling

Hvis I er uenige

Statsforvaltningen kan kun bevillige separation eller skilsmisse, hvis I overordnet er enige om, at I vil separeres eller skilles. I skal også være enige om, hvorvidt den ene af jer skal betale ægtefællesbidrag til den anden eller ej. Hvis I bor i leje- eller andelsbolig, skal I desuden være enige om, hvem af jer, der skal overtage lejemålet eller andelsretten på boligen.

Hvis I ikke er enige, indkalder Statsforvaltningen jer til et møde, en såkaldt vilkårsforhandling. Dette møde kan I ikke fravælge. På mødet hjælper Statsforvaltningen jer med at finde en løsning, så I kan undgå en retssag. Hvis I alligevel ikke bliver enige, kan I bede Statsforvaltningen om at sende sagen videre til retten, der træffer de endelige afgørelser i sagen.

Hvis sagen bliver sendt i retten, skal I selv betales sagens omkostninger. Der er dog mulighed for at søge om fri proces.

Bodeling og skilsmisse

Når I bliver separeret eller skilt, skal jeres fælles formue som udgangspunkt deles lige over. Hvis I har lavet en ægtepagt, som giver den ene eller jer begge særeje over særlige ting eller formuer, skal de værdier trækkes ud af boet, inden det gøres op og deles mellem jer.

Jeres nettoformue – altså de værdier, der er tilbage i boet, når eventuel gæld er trukket fra – deles lige over. Hvis den ene af jer har personlig gæld, overtager den anden dog ikke halvdelen af gælden.

Som hovedregel beholder du retten til din egen pensionsopsparing. Det gælder også rate- og kapitalpensioner.

Hvis I ikke kan blive enige om bodelingen, er det Skifteretten, som afgør sagen. Skifteretten kan først gå ind i sagen, når I er separerede eller skilt.

Hvis du vil klage

Hvis du ønsker at klage over en afgørelse om separation eller skilsmisse, skal du klage til Ankestyrelsens Familieretsafdeling. I første omgang skal du sende klagen til Statsforvaltningen. Herefter sender Statsforvaltningen din klage og alle sagens papirer videre til Ankestyrelsens Familieretsafdeling.

De fleste af de afgørelser, som Statsforvaltningen træffer i separations- og skilsmissesager, kan der ikke klages over. Det skyldes, at statsforvaltningen ikke kan afgøre en sag, hvis du og din partner er uenige om forholdene for separationen eller skilsmissen. Så skal Statsforvaltningen lukke sagen, og det er herefter op til jer at bestemme, om sagen skal videre til retten.

Hvis din sag er én af den slags sager, du ikke kan klage over, fremgår det tydeligt, hvad du skal gøre, hvis du vil gå videre med sagen.

Siden blev senest opdateret d. 14-08-15

Hillerød Kommune

Trollesmindealle 27
3400 Hillerød
Telefon 7232 0000
Fax 7232 3213
Skriv til Hillerød Kommune
CVR nr. 2918 9366

EAN numre

Åbningstider

Mandag - onsdag kl. 10 - 15
Torsdag kl. 12 - 18
Fredag kl. 10 - 13

Nyhedsbrev

Tilmeld Hillerøds nyhedsbrev.

RSS