Ejendomsskat og grundskyld

Du betaler ejendomsskat til kommunen. Kommunen beregner og opkræver samtlige ejendomsskatter.

 

Hillerød Kommune udsender ejendomsskattebilletten i november/december måned , via Digitalt post. Er du fritaget for Digital post, vil du modtage ejendomsskattebilletten med posten.

Ejendomsskattebilletten er din opgørelse af grundskylden, som beregnes på baggrund af ejendommens grundværdi, uanset om der er bygget på grunden.

I Hillerød kommune opkræves ejendomsskatten i to rater som forfalder til betaling hhv. primo januar og primo juli måned.

Indbetalingskort udsendes separat i december og juni måned. Hvis du er tilmeldt Betalingsservice (BS), vil det fremgå af ejendomsskattebilletten, og du modtager ikke indbetalingskort.

Der udsendes kun et indbetalingskort, selvom der er flere ejere af ejendommen. Indbetalingskortet sendes som hovedregel til den der står først på skødet.

Hvis du har mistet dit indbetalingskort kan du betale din ejendomsskat via Mit Betalingsoverblik.

Klik her for at blive videresendt:  Mit Betalingsoverblik


Ejendomsskatten må ikke forveksles med Ejendomsværdiskatten. Skatten beregnes af værdien af boligen i henhold til den offentlige ejendomsvurdering, og den betales sammen med indkomstskatterne. Har du spørgsmål til ejendomsværdiskatten skal du kontakte Vurderingsstyrelsen.

 

Midlertidig indefrysningsordning for stigning i grundskyld 2018-2020

 

En del boligejere får automatisk indefrosset en del af grundskylden for 2018-2020. Det betyder, at de ikke skal betale beløbet nu, men at beløbet optages som lån i ejendommen og forfalder, hvis ejendommen sælges.

Baggrunden for indefrysningen er lov nr. 278 af 12. april 2018. Med loven indføres en midlertidig indefrysningsordning for 2018-2020.

Det betyder, at kommunen skal indefryse årlige stigninger i grundskylden over 200 kr. pr. ejer. For at sikre en enkel ordning kan ejere ikke fravælge indefrysning eller vælge at indfri lånet i perioden 2018-2020.

Så længe ordningen ikke er frivillig, er lånet rente- og gebyrfrit. Der vil årligt blive udsendt en opgørelse, som viser det indefrosne beløb for hvert år og totalt.

Indefrysningsbeløbet vil fremgå af ejendomsskattebilletten.

Hvem er omfattet af indefrysningen.

  • Fastfrysningen gælder kun ejerboliger, dvs. parcelhuse, rækkehuse, ejerlejligheder, sommerhuse, mv., der efter vurderingslovens §1 vurderes i ulige år. Det betyder, at fastfrysningen typisk ikke vil omfatte f.eks. udlejnings- eller andelsejendomme.
  • Kun grundejere, som betaler grundskyld af den såkaldte skatteloftsværdi frem for af seneste grundvurdering fra Vurderingsstyrelsen får glæde af fastfrysningen. Det skyldes, at det ikke er grundskylden som sådan, der fastfryses, men den såkaldte reguleringsprocent, som styrer stigningen i grundskatteloftsværdien. Man kan både se styrelsens vurdering og grundskatteloftsværdien på sin ejendomsskattebillet. Vurderingsstyrelsen har skønnet, at ca. 90 pct. af grundejerne betaler grundskyld af grundskatteloftsværdien.
  • Generelt kan man sige, at alle ejerboligejere i år skal betale det samme eller mindre i grundskyld end sidste år. Skattebetalingen kan dog stige samlet set, hvis der er sket væsentlige ændringer i ejendommens forhold, som har medført en omvurdering fra Vurderingsstyrelsen.

Du skal betale det indefrosne beløb, hvis ejendommen skifter ejer. Du modtager automatisk opkrævningen fra din kommune. Overtager din ægtefælle ejendommen, overtager vedkommende lånet.
Du vil årligt få en opgørelse, som viser det indefrosne beløb for hvert år og totalt.

 

Har du spørgsmål til ejendomsskat, kan du kontakte:

 

     
Ejendomsskat Michael Mølgaard Melkjorsen 7232 0664
Restancer, rykkergebyrer og renter Majbrit Wedell-Riis 7232 0184


Hvis du glemmer at betale din ejendomsskat, vil du modtage en rykker. Rykkergebyret udgør 250 kr. pr. rykker. Morarenter tilskrives pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen.

Hvis du er blevet rykket og alligevel ikke betaler, vil kommunen foretage udlæg i din ejendom med henblik på bortsalg ved en tvangsauktion.

Ubetalte renter og gebyrer vil blive opkrævet på efterfølgende rate.

Hillerød Kommune

Trollesmindealle 27
3400 Hillerød
Telefon 7232 0000
Fax 7232 3213
Skriv til Hillerød Kommune
CVR nr. 2918 9366

EAN numre

Åbningstider

Mandag - onsdag kl. 10 - 15
Torsdag kl. 12 - 18
Fredag kl. 10 - 13

 

Telefontider

Mandag - onsdag kl. 10 - 14
Torsdag kl. 12 - 17
Fredag kl. 10 - 12

 

Nyhedsbrev om Favrholm

Tilmeld dig vores nyhedsbrev om Favrholm her

RSS