Alle regioner og kommuner har ifølge lovgivningen en forpligtigelse til at udarbejde sundhedsaftaler.
Sundhedsaftalen fokuserer på samarbejde og snitflader mellem det specialiserede hospitalsvæsen, almen praksis og kommunerne.
Sundhedsaftalen skal sikre kvalitet, sammenhæng og effektivitet i forebyggelse, behandling, pleje og rehabilitering af borgere/patienter, der har behov for en indsats fra både hospital, kommune og almen praksis.
For perioden 2011 – 2014 vedrører sundhedsaftalerne følgende seks indsatsområder:
· Patientrettet forebyggelse og sundhedsfremme
· Sammenhængende indlæggelses- og udskrivningsforløb
· Hjælpemidler
· Genoptræningsområdet
· Indsatsen for mennesker med sindslidelser
· Særlige målgrupper; herunder svangeromsorg, børn og komplekse udredningsforløb
Du kan læse mere om sundhedsaftaler på Region Hovedstadens hjemmeside her
Godkendelse af Hillerød Kommunes sundhedsaftale 2011-2014
Sundhedsstyrelsen har den 29. marts 2011 godkendt Hillerød Kommunes sundhedsaftale for perioden 2011-2014.
Sundhedsaftalen består af en grundaftale, der er fælles for regionen og alle 29 kommuner i regionen samt en tillægsaftale.
Grundaftalen indeholder de seks indsatsområder, som er anført ovenfor, samt en række forløbsunderstøttende indsatsområder og nogle særlige indsatsområder.
I tillægsaftalerne beskrives de justeringer og supplerende frivillige aftaler, der er indgået mellem Region Hovedstaden og Hillerød Kommune. Hillerød Kommunes tillægsaftale fastlægger rammerne for kommunens implementering af forløbsprogrammerne for KOL og Type 2 diabetes samt implementering af øvrige fremtidige forløbsprogrammer. Derudover indeholder tillægsaftalen aftaler om Hillerød Kommunes arbejde med bl.a. forebyggelse af indlæggelser, hygiejneområdet samt utilsigtede hændelser i sektorovergange.