Kontakt

Klima, Natur og Byplan

By og Miljø

Trollesmindealle 27

3400 Hillerød

Tlf. 7232 0000

Fax 7232 3213

byplan@hillerod.dk

Baggrund for projektet

Slangerupgade/Møllebrokvarteret er et af de aktuelle byudviklingsområder der er lagt vægt på i Hillerød Kommuneplan 2005. Området ligger afstandsmæssigt tæt på bykernen. Området har indtil for nylig ikke haft megen fokus, og syner også deraf. Området er på ca. 9 ha. og rummer god mulighed for byomdannelse. Området omkring Slangerupgade er under omdannelse med Danicas projekt ved Munkeengen, etableringen af Føtex, og opførelsen af Herluf Trolles Torv. I den forbindelse blev der anlagt en ny vej fra Roskildevej og til p-hus Syd, der forbinder området med bykernen. Dermed er koblingen til bykernen, som området har manglet indtil nu, ved at blive etableret.

Hillerød by har i dag et godt grundlag i bykernen til den mindre og mellemstore butiksenhed, og i erhvervsområdet til de særligt pladskrævende varegrupper og mindre erhvervsvirksomheder. Hillerød bymidte mangler plads til de større udvalgsvaregrupper, som konsekvens af ændringerne i Planloven, hvor køkkenbutikker ikke længere kan placeres uden for bymidten og hvor møbelbutikker så vidt muligt skal placeres i bymidten. Størstedelen af Møllebroområdet er beliggende i bymidten. Trollesmindealle ligger som den nuværende afgrænsning mht. bymidten.

Området ved Møllebro har en vigtig beliggenhed op ad Herredsvej på den nordlige side, og grænsende til Bøllemosen til den sydlige side. Derudover er området beliggende mellem byens centrum, og Industrivænget der fortrinsvis indeholder erhverv og større udvalgsvarer, samt særlig pladskrævende varegrupper. Kommuneplan 2005 foreskrev, at der skulle ske en helhedsplanlægning af området, der kunne fremme udviklingen og sikre en hensigtsmæssig fremtidig disponering af området. På den baggrund er der udarbejdet en Helhedsplan for området, i samarbejde med arkitektfirmaet Schmidt, Hammer og Lassen. Helhedsplanen blev endelig vedtaget af Økonomiudvalget i Hillerød d. 22. august 2007. Hensigten med området er, at udlægge et større sammenhængende butikscenter til særlig pladskrævende varegrupper, samt udvalgsvarer der dårligt lader sig placerer i bykernen.

 

Klik på billedet for at se helhedsplanen.

 
DETAILHANDELSCENTERET MØLLEBRO

Hele Møllebro området er på ca. 9 ha, og når det er udbygget, forventes området at rumme ca. 90.000 m². Udover særlig pladskrævende varer og større udvalgsvarer, vil centeret tillige indeholde kontorer, serviceerhverv, samt for en mindre del - boliger. Møllebro skal fortrinsvis reserveres til store butikker, som skalamæssigt er mindre egnede til en placering i gågademiljøet i bykernen. I Møllebro kan der lokaliseres store udvalgsvarebutikker inden for et særligt forretningssegment, som specifikt retter sig mod boligen og indretningen af denne. Området er derfor tiltænkt butikker med varer der omfatter: boligudstyr, køkkener, møbler, tæpper, gardiner, hårde hvidevarer, store elektronikvarer (tv og pc), badeværelser samt byggematerialer, der anvendes ved opførelsen af boliger.

Det er intentionen, at butikkerne og butiksmiljøet i Møllebro kan fungere som både et fysisk og ”udvalgsvaremæssigt” bindeled mellem de store pladskrævende butikker i området omkring Industrivænget og gågadeområdets små og mellemstore butikker.