Spildevand
Virksomheder, der udleder spildevand til det offentlige kloaknet, skal have tilladelse hertil af Hillerød Kommune. En spildevandstilladelse vil bl.a. indeholde krav til indholdet af skadelige stoffer i det spildevand, der tilledes kloakerne.
Spildevand kan indeholde stoffer, der kan skade eller give anledning til gener i kloaknettet, skade kloakarbejderne eller renseprocesserne på renseanlæggene.
Spildevandstilladelsen gives til virksomheden, der efterfølgende er ansvarlig for, at vilkårene i tilladelsen overholdes. Vilkårene fastsætter på hvilke betingelser, spildevandet kan ledes til kloakken.
Ved etablering/ændring af kloakforholdene skal du både søge byggetilladelse og spildevandstilladelse.
Hvad forstås ved spildevand?
Spildevand inddeles i tre typer
- processspildevand er spildevand, der kommer fra processer på virksomheder herunder kølevand og vand fra vask af produktionsudstyr og køretøjer
- sanitært spildevand er betegnelsen for bl.a. badevand og vand fra toiletter
- regnvand, der stammer fra tage, pladser og veje
Hvornår skal der ansøges om en spildevandstilladelse?
I følgende situationer skal virksomheden kontakte Hillerød Kommune med henblik på at ansøge om en spildevandstilladelse:
- inden nyetablering af produktionsvirksomhed, der vil medføre processpildevand
- inden udvidelse eller ændring i produktionen eller kloakanlægget, der medfører øget mængde eller ændring i sammensætning af virksomhedens spildevand
- hvis virksomheden har processpildevand, men ingen spildevandstilladelse
Såfremt virksomheden kun udleder sanitært spildevand, skal du ikke meddele spildevandstilladelse.
Det er en god ide, at kontakte Hillerød Kommune allerede i forbindelse med projektering eller overvejelser om ændringer. Spildevandstilladelsen skal være givet inden spildevandet kan ledes til kloaksystemet.
Ansøgning om spildevandstilladelse - hvordan gør man?
Ansøgeren er den lejer eller ejer, som har det juridiske ansvar for driften af virksomheden.
Ansøgningen skal være skriftlig og indeholde følgende oplysninger:
- virksomhedens og ejers/lejers navn, CVR-nr., adresse og tlf.nr. samt evt. kontaktperson
- beskrivelse af virksomhedstype og den del af produktionen, som afleder processpildevand
- plan over placering af produktions- og lagerlokaler, udendørs oplagsplads for råvarer og affald samt eventuel vaskeplads m.v.
- tegning over virksomhedens interne kloaksystem og afløbsforhold
- oplysninger om hvilke miljøfremmede stoffer og mængder, der kan forventes at være i det afledte spildevand, herunder rense- og rengøringsmidler
- den forventede afledte maksimale mængde spildevand pr. døgn og pr. år, samt evt. variation i afledningen over døgn, uge, måned eller år
- beskrivelse af evt. rensning af spildevandet på virksomheden, herunder evt. benzin- og olieudskiller og lign. samt dimensionering af disse anlæg
- evt. egne forslag til vilkår (f.eks. prøvetagningshyppighed, analyseparametre m.v.) for virksomheden
- hvornår afledningen begynder
- ansøgningen skal være forsynet med ansøgningsdato og underskrift
Kommunen vil ofte have behov for at indhente yderligere oplysninger.
Det videre sagsforløb
På baggrund af ansøgningsmaterialet og kapitel 4 i Lov om miljøbeskyttelse udarbejder kommunen en spildevandstilladelse.
Hvis virksomheden er uenig i de givne vilkår, kan der skriftligt klages til Natur- og Miljøklagenævnet. Klagen sendes til kommunen, der videresender klagen. Det skal ske inden 4 uger fra tilladelsen er meddelt. En afgørelse kan altid indbringes for domstolene indtil 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.
Med spildevandstilladelsen følger evt. en spildevandsteknisk beskrivelse og en vurdering af virksomhedens spildevandsafledning. Hvis der i spildevandstilladelsen er vilkår for egenkontrol, skal virksomheden betale alle derved forbundne omkostninger.
Du er altid velkommen til at kontakte Hillerød Kommune med eventuelle spørgsmål.