Forside Borgere Trafik og veje Parkering Bekendtgørelse om pa...

Kontakt

Trafik, Vej og Park

By og Miljø

Trollesmindealle 27

3400 Hillerød

Tlf. 7232 0000

Fax 7232 3213

trafikvejogpark@hillerod.dk

Bekendtgørelse om parkering

I medfør af færdselslovens § 28 stk. 3, § 92 stk. og § 92c stk. 4 samt § 107 stk. 2 i lov om offentlige veje fastsættes med samtykke fra Politidirektøren i Nordsjælland følgende:

Bekendtgørelsen er gældende inden for det område af Hillerød Kommune, der er afmærket med færdselstavler E-55 "tættere bebygget område".

  

§ 1.

Denne bekendtgørelse gælder for parkering på veje og pladser, der er omfattet af lov om offentlige veje og private fællesveje.

Stk. 2. Ved vej forstås i denne bekendtgørelse gade, vej eller plads, herunder parkeringsplads, midterrabat, helleanlæg, rabat, grønne eller belagte sidearealer og lignende.

Stk. 3. Ved parkeringsplads forstås areal, der er indrettet til parkering og afmærket hertil ved parkeringstavle, afstribning eller afvigende belægning, såfremt dette ikke strider mod andre bestemmelser.  

 

§ 2.

Parkering på parkeringsplads må, når arealet er opdelt i parkeringsbåse, kun ske i parkeringsbåsene.

Stk. 2. Motorkøretøjer med tilladt totalvægt over 3.500 kg samt sætte- og påhængsvogne må kun standse eller parkere i parkeringsbåse, der er afmærket til dem, eller hvor det ved afmærkning med tavle er tilladt for dem.

Stk. 3. Ingen del af et parkeret køretøj må være uden for en afmærket parkeringsbås.  

 

§ 3.

For parkering på plads med betalt parkering skal der betales afgift, som angivet på billetautomaten. Billetautomaten udsteder en parkeringsbillet med angivelse af det tidspunkt, hvortil der er betalt for parkering.

Stk. 2. Parkeringsbilletten skal anbringes umiddelbart inden for forruden eller en af fordørenes ruder og der må ikke findes andre parkeringsbilletter på de nævnte steder, end den parkeringsbillet, der benyttes ved den aktuelle parkering. Parkeringsbilletten skal tydeligt kunne læses udefra.

 

Stk. 3. Senest ved udløbet af den tid, for hvilken der er betalt, skal køretøjet være fjernet fra pladsen. Parkeringsperioden kan dog forlænges ved at der betales yderligere afgift, så længe den højst tilladte parkeringstid på stedet ikke overskrides.

 

§ 4.

Hyrevogne må ikke standse på parkeringspladser for at søge hyre, medmindre det ved skiltning er tilladt.

 

§ 5.

På vej, jf. § 1, stk. 2 er det forbudt at parkere køretøjer af enhver art – herunder også cykler og knallerter – med henblik på udlejning, salg, reparation, reklame eller overnatning. Forbudet omfatter også parkering af ikke-registrerede motorkøretøjer forsynet med prøveskilte, når det sker som led i den pågældende forretnings drift.

 

§ 6.

På vej jf. § 1 stk. 2 er det i perioden fra 18:00-06:00 forbudt at parkere eller henstille busser og lastbiler med tilladt totalvægt over 3.500 kg, påhængs- og sættevogne, trailere, campingvogne, havarerede køretøjer, ubrugbare køretøjer, traktorer, motor- og påhængsredskaber, trækvogne, håndvogne eller lignende, medmindre en sådan parkering er tilladt ved særlig afmærkning.

 

 

§ 7.

Biler med tilladt totalvægt på indtil 3.500 kg og påhængsvogn hertil, motorcykler med mere end 2 hjul samt motorcykler med sidevogn kan standse og parkere med køretøjets højre eller venstre hjulpar på fortov, hvis der friholdes mindst 1,5 m af fortovet.

 

§ 8.

De begrænsninger for parkering, som er tilkendegivet ved skiltning eller anden afmærkning, ændres ikke ved denne bekendtgørelse.

 

§ 9.

For overtrædelse af denne bekendtgørelse pålægges der i medfør af færdselslovens § 121 og § 122a en afgift. Afgiften pålægges ved en skriftlig meddelelse, der anbringes på køretøjet eller overgives til føreren.

 

§ 10.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2007, samtidig bortfalder bekendtgørelse om parkering i Hillerød Kommune af 1. november 2002.

 

Godkendt af Hillerød Byråd den 26. september 2007.