Sundhedsspor

Sundhedsspor er markerede stiruter på mellem 1-2 km. Idéen er, at man i gang eller løb tilbagelægger en kort rute. Ud fra gennemførselstiden, BMI, alder og køn kan man på opsatte tavler se sit aktuelle kondital og en indikation på sin generelle sundhedstilstand. 
 

Naturstyrelsen har i 2009 og 2010 anlagt tre Sundhedsspor i Hillerød Kommune. Sundhedssporene er et tilbud til dig, der ønsker at forbedre din generelle helbredstilstand gennem motion med fokus på dit kondital. Et højt kondital er en investering i et godt helbred.

 

 

De tre sundhedsspor i Hillerød er:

 

Sundhedssporet i St. Dyrehave

Sundhedssporet i St. Dyrehave starter og slutter ved den nye p-plads på Overdrevsvej og er 2,1 km langt, med flere små bakker. Er du i nogenlunde form kan du løbe ruten på ca. 13 minutter. Vælger du at gå, tager det ca. 20 minutter.

 

Sundhedssporet i Præstevang

Sundhedssporet i Præstevangen starter og slutter på Donevej og er 2 km langt, med en del små bakker. Er du i nogenlunde form kan du løbe ruten på ca. 12 minutter. Vælger du at gå, tager det ca. 18 minutter.

 

Sundhedssporet i Tyske Plantage

Sundhedssporet i Tyske Plantage starter og slutter ved p-pladsen på Frydenborgvej, og er 1,35 km langt, med en lille bakke. Er du i nogenlunde form kan du løbe ruten på ca. 8 minutter. Vælger du at gå, tager det ca. 12 minutter.

 

Læs mere om Sundhedsspor og find yderligere information om sundhedssporene i Hillerød på http://www.naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/aktiv/. Her kan du også gemme dine resultater og følge dem over tid, ligesom der er mulighed for at gå i dybden med livsstilsmønstre.

 

Du har desuden mulighed for at få point for dine fysiske aktiviteter lige fra gang til cykling og fodbold, og du kan skabe dit eget træningsprogram.

Kontakt
Hillerød Kommunes logo