VVM - Vurdering af Virkninger på Miljøet
VVM betyder Vurdering af Virkningerne på Miljøet. Formålet med VVM er at sikre, at der gennemføres en vurdering af virkningerne på miljøet, som grundlag for beslutningen om at give eller afslå tilladelse til projekter for anlægstyper, der kan påvirke miljøet væsentligt.
Bestemmelserne om VVM er en del af Lov om Planlægning. Bestemmelserne er uddybet i en bekendtgørelse, ”
VVM-bekendtgørelsen”.
I Bilag 1 til bekendtgørelsen er der en liste over anlægstyper, der altid vil udløse en VVM, hvilket indebærer udarbejdelse af en VVM-redegørelse for eventuelle tænkelige miljøpåvirkninger af et projekt, samt et tillæg til den gældende kommuneplan med angivelse af rammerne for anlægget.
Anlægstyper, der muligvis kan have en væsentlig miljøpåvirkning, er optaget på bekendtgørelsens Bilag 2. For anlægstyper på Bilag 2 skal der gennemføres en screening for at afklare, hvorvidt et projekt vurderes at kunne have væsentlige miljøpåvirkninger, der udløser VVM eller vurderes ikke at have væsentlige miljøpåvirkninger og derfor kan gennemføres uden VVM. En beslutning om, at et Bilag 2-projekt kan gennemføres uden VVM skal offentliggøres.
Bekendtgørelsens Bilag 3 opstiller kriterier for vurderingen af et projekt, screeningen.