Bygningsfornyelse

 

Tilskud til istandsættelse af private ejendomme

 

Hillerød Byråd har vedtaget at yde tilskud til bygningsfornyelse efter lov om byfornyelse og udvikling af byer til udlejningsboliger, ejer- og andelsboliger beliggende i ejendomme, der opfylder ét eller flere af følgende kriterier:

 

  • Væsentligt nedslidte ejendomme opført før 1950
  • Ejendomme med installationsmangler i form af toilet uden for boligerne
  • Ejendomme med installationsmangler i form af manglende tidssvarende opvarmning

 

Der kan herudover ydes støtte til omdannelse af nedlagte erhvervslokaler til udlejningsboliger.

 

Kort – Afgrænsning af området

Billede af kortafgrænsning af området

 

Andels- og ejerboliger

Til andels- og ejerboliger kan der gives tilskud til afhjælpning af kondemnable forhold og til istandsættelse af ejendommens klimaskærm herunder tag, kviste, facader, altaner, vinduer, fundamenter, kloakker, faldstammer mv.

 

Det er en betingelse for tildeling af offentlig støtte, at ejendommens arkitektoniske kvaliteter fastholdes eller forbedres og at eventuelle kondemnable forhold afhjælpes senest samtidig med bygningsfornyelsen.

 

Tilskuddet kan maksimalt udgøre 25 pct. af de støtteberettigede udgifter. Er ejendommen fredet eller bevaringsværdig kan tilskuddet dog udgøre op til 1/3 af de støtteberettigede udgifter. Tilskuddets størrelse fastsættes i den enkelte sag efter et konkret skøn over støttebehovet, eventuelt efter forhandling med ansøger.

 

Private udlejningsboliger

Til private udlejningsejendomme kan der ydes støtte til forbedringsarbejder og til vedligeholdelsesarbejder, som f.eks. istandsættelse af tag, kviste, facader, altaner, vinduer, fundamenter, kloakker, faldstammer mv. Støtten ydes dog primært til arbejder til forbedring af ejendommens klimaskærm.

 

Det er en betingelse for tildeling af offentlig støtte, at ejendommens arkitektoniske kvaliteter fastholdes eller forbedres og at eventuelle kondemnable forhold afhjælpes senest samtidig med bygningsfornyelsen.

 

Til forbedringsarbejder ydes støtten i form af tilskud til nedsættelse af lejeforhøjelsen. Til vedligeholdelses- og nedrivningsudgifter kan der ydes kontant tilskud. Tilskuddets størrelse fastsættes i den enkelte sag efter et konkret skøn over støttebehovet, eventuelt efter forhandling med ansøger.

 

Erhverv

I forbindelse med bygningsfornyelse af private udlejningsboliger, ejer- og andelsboliger kan beslutningen omfatte erhvervslokaler i ejendommen. Der kan kun ydes støtte til istandsættelse af erhvervslokalernes klimaskærm. Se nærmere ovenfor.

 

Ved omdannelse af erhvervslokaler til bolig kan der ydes kontant tilskud til vedligeholdelses- og nedrivningsudgifter.Tilskuddets størrelse fastsættes i den enkelte sag efter et konkret skøn over støttebehovet, eventuelt efter forhandling med ansøger.

 

Prioritering af ansøgninger

Ved udvælgelse af ansøgninger til støtte prioriteres følgende:

  • Ansøgninger der ligger indenfor det område i Slotssøkarreen
  • Ansøgninger vedrørende ejendomme beliggende i bymidten, hvor der samtidig med byfornyelsen etableres flere boliger (f.eks. tagboliger eller omdannelse af nedlagte erhverv til bolig)
  • Ansøgninger vedrørende fredede og bevaringsværdige ejendomme, hvor der er potientiale for forskønnelse. Ejendomme opført mellem 1941 og 1950, og som dermed ikke er omfattet af SAVE-registeret, vil blive underlagt en særskilt vurdering
  • Ansøgninger, hvor der samtidig gennemføres forbedring af boligerne f.eks. i form af etablering af tidssvarende bad eller opvarmning
  • Projekter, der sikrer god tilgængelighed for handicappede
  • Ansøgninger, hvor gårdrum åbnes for offentlig adgang
  • Ansøgninger vedrørende ejendomme beliggende i bymidten, som ud over bygningsfornyelse indeholder aktivitetsskabende tiltag (f.eks. etablering af cafe/restaurant/kulturelle aktiviteter i gården)

Ansøgninger, der opfylder flere af ovennævnte kriterier prioriteres højest.

 

Ved valg mellem ligeværdige projekter, vil det blive tillagt betydning, at et flertal af beboerne i ejendommen har tilsluttet sig projektets gennemførelse.

 

Der vil også blive lagt vægt på, om projektet inddrager miljømæssige forhold, herunder valg af miljørigtige materialer, ressourcebesparende installationer og miljørigtig projektering.

 

Ansøgning

Ansøgninger kan indsendes hele året. Ansøgninger til behandling i 2009 skal dog være kommunen i hænde senest den 1. august 2009.

 

Med ansøgningen fremsendes budget for ombygningen samt beskrivelse af ejendommens aktuelle tilstand og de arbejder, der ønskes gennemført.

 

Ansøgningen sendes til:

Hillerød Kommune

Sekretariat og Jura

Trollesmindealle 27

3400 Hillerød

 

Eventuelle spørgsmål kan rettes til:

 

Dorte Eshøj Weber, tlf. 7232 1142 eller doe@hillerod.dk

 

 

Sidst opdateret den 29. juni 2009 kl. 12:24

Kontakt

Vidste du, at du på hjemmesiden kan læse alle dagsordner og referater fra kommunens udvalg?