Tag på museum
Æbelholt Klostermuseum, Bymuseet i Hillerød og Grafisk Museum byder på
endnu en sæson med spændende udstillinger.
Æbelholt Klostermuseum, urtehave og
ruinpark
Æbelholt Klostermuseum slår igen dørene op d. 1. maj for den
spændende udstilling om nogle af de knap 800 skeletter fra middelalderen,
der blev udgravet i 1930-50’erne. På museet kan du komme helt tæt på
middelalderens sygdomme og sundhed og udstillingen rummer også
kulturhistoriske genstande. Gå også på opdagelse i den smukke klosterhave
med op mod 100 forskellige lægeurter. På Æbelholt Kloster kan ses ruinerne
af Nordens største Augustinerkloster, hvor klostrets første abbed var den
legendariske Skt. Vilhelm. Æbelholt Kloster fungerede bl.a. som
præsteskole og herberg for fattige og ikke mindst havde klostret en
omfattende hospitalsvirksomhed.
Æbelholt Klostermarked 2010 d. 12. og 13. juni fra kl.
11-17
Æbelholt Klostermarked byder på en unik oplevelse for hele familien
med middelaldergøgl, kædedans, sang og musik, armbrøst- og langbueskydning,
falkoner - og tempelridderopvisning samt marked med boder, der sælger alt
lige fra skind, pels, perler og et udsøgt udvalg af middelalderlig mad og
drikke. Som noget nyt vil der også være salutering med hagebøsse. Velkommen
til Æbelholt Klostermarked for hele familien!
Åbningstider
Æbelholt Klostermuseum holder åbent tirsdag til søndag kl. 11 – 16 i
perioden 1. maj til og med 24. oktober.
Æbelholt Klostermarked d. 12. og 13. juni begge dage fra kl.
11-17.
Entré
Voksne 15 kr. Børn og unge under 18 gratis. Grupper over 10 betalende
personer halv pris. En fællesbillet til 30 kr. giver adgang til alle
museets tre afdelinger. Gratis adgang fredag samt for museumsforeningens
medlemmer.
Adresse
Æbelholt Klostermuseum, Æbelholt 4 (ved Isterødvejen), 3400 Hillerød,
tlf. 4824 3448.
Bymuseum og Grafisk Museum
Bymuseet i Hillerød, der ligger på den naturskønne Jægerbakke i
Slotshaven, har igen åbnet dørene for en ny sæson. Bymuseet viser byens
historie fra den opstår i midten af 1500-tallet omkring Frederiksborg Slot
frem til vor tid. Gå fx en tur i Tidens Gade, der rummer
karakteristiske værkstæder, butikker, dagligstue, skole og arbejdspladser
fra perioden omkring 1950’erne.
I kælderen ligger Grafisk Museum med både hånd- og maskinsætteri.
Trykkeriet er bemandet hver onsdag, hvor de besøgende kan få en hyggelig og
informativ snak med typograferne om trykkeriets historie, fagbevægelsen og
meget meget mere.
Åbningstider
Dagligt tirsdag til søndag kl. 11 – 16 i perioden 1. maj til og med
24. oktober.
Entré
Voksne 15 kr. Børn og unge under 18 gratis. Grupper over 10 betalende
personer halv pris. En fællesbillet til 30 kr. giver adgang til alle
museets tre afdelinger. Gratis adgang fredag samt for museumsforeningens
medlemmer.
Adresse
Bymuseet, Helsingørsgade 65, 3400 Hillerød, tlf. 4824 3448.