Nyt projekt for overvægtige børn
Er du mellem 13 og 16 år, og er du overvægtig? Har du lyst til at sætte dit
aftryk på et nyt værktøj, som skal hjælpe børn og unge i Danmark til at
opnå en sundere livsstil? Kan du lide at bruge mobiltelefonen og
internettet? Så er det lige netop dig, vi søger til vores pilotprojekt om
sundhed og vægttab blandt unge i Hillerød Kommune.
I september 2007 giver Hillerød Kommune 12 unge muligheden for at indgå i
et pilotprojekt, hvor man gennem mobiltelefon og internettet deltager i et
sundheds- og vægttabsforløb over et halvt år.
Personlig og sjov kommunikation
Du får en mobiltelefon og en profil på vores lukkede site, hvor du hver dag
indtaster, hvad du spiser og drikker, samt hvor meget du motionerer. Du får
en personlig diætist, som vil hjælpe dig med tips og råd om sund mad og
motion. På din profil på internettet har du mulighed for at dele erfaringer
med de øvrige deltagere i projektet, og det er også her, du kan se
relevante film og naturligvis følge din egen udvikling.
Forløbet varer et halvt år. Du skal være bosiddende i Hillerød Kommune, og
du skal have en tilladelse fra dine forældre om at deltage.
Der vil blive afholdt et fælles informationsmøde for deltagere og forældre
og herefter individuelle samtaler med en diætist. Den første måned er der
opfølgningsmøde hver 14. dag, og herefter hver 4. uge. Møderne er
fortrinsvist personlige, men kan også foregå per telefon, og forældre er
velkomne. Det forventes, at du skal deltage i alle samtaler. Mødestedet er
på en skole, der er centralt beliggende i kommunen.
Hvis du har brug for hjælp til at vurdere, om tilbuddet passer til dig, kan
du kontakte sundhedsplejersken på din skole.
Har dette din interesse, skal du henvende dig til sundhedsplejersken på din
skole. Adressen finder du på din skoles hjemmeside. Du kan enten ringe
eller maile. Din sundhedsplejerske vil herefter sende dine informationer
videre til Ledelsen for den kommunale sundhedsplejer, som tager endeligt
stilling til din deltagelse.
Deadline for henvendelser er den 31. august 2007.
Baggrunden for Mobile Fitness
Mobile Fitness er baseret på den store viden, som Institut for Human
Ernæring ved Københavns Universitet, har skabt gennem studier af mere end
1.000 vægttabsforløb. Studierne viser, at stort set alle kan tabe sig, så
længe det foregår i et ”motiverende miljø”. Et motiverende miljø kan f.eks.
være at deltage på et slankekursus under et højskoleophold, eller hvis man
over en periode følger et forløb hos en diætist. Selvom det giver stor
succes med vægttab i et ”motiverende miljø”, er der to store udfordringer:
For det første er et ”motiverende miljø” ofte meget dyrt at deltage i. For
det andet falder omkring 90 % tilbage i gamle livsstilsvaner, når forløbet
er slut, så de tabte kilo er taget på igen efter et år. Det er disse to
udfordringer, som Mobile Fitness systemet giver et vedvarende redskab til
at imødegå.
Mobile Fitness A/S er stiftet i 2005 og er ejet af Institut for Human
Ernæring på Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet
(tidligere KVL), CAT Innovation og private initiativtagere. Virksomheden
skal udvikle et videnskabeligt dokumenteret værktøj, der ved brug af
mobiltelefon og internet hjælper personer med at opnå og fastholde et
vægttab og ændre usund livsstil. Mobile Fitness ambition er at blive
globalt ledende på området. Projektet er bl.a. støttet af IT- og
Telestyrelsen og samarbejder med såvel private virksomheder som kommuner om
at videreudvikle Mobile Fitness-konceptet.
Mobile Fitness
Østerbrogade 156, 2
2100 København Ø
33 16 06 53