Hillerød Byråd har den 16. december 2009 godkendt forslag til lokalplan nr.
372 Tæt-lav boligområde ved Stengårdsallé i Nødebo og forslag til tillæg
nr. 2 til Kommuneplan 2009 til offentlig fremlæggelse.
Indhold i lokalplanforslaget
Forslaget til lokalplanen angiver det planmæssige grundlag for
etablering af et nyt boligområde på Stengårdsallé i Nødebo, i form af 14
tæt-lave boliger på matr. nr. 8fl og 8gæ Nødebo By, Nødebo beliggende på
Nødebovej 57a, b og c. På hver grund, der min. skal være 300 m², kan der
opføres en bolig på ca. 120 m² samt en carport svarende til en
bebyggelsesprocent for den enkelte grund på under 40. Boligerne tænkes
opført som en samlet bebyggelse. Udformningen og placeringen af boligerne
på grundstykket er med til at give gode muligheder for en privatsfære, men
også med en vis grad af fornemmelse for et fællesskab, der styrkes af de
tætte vejforbindelser og haver med terrasser og plæner.
Vi gør opmærksom på, at de midlertidige retsvirkninger er beskrevet i
forslaget til lokalplanen.
Indhold i Kommuneplantillægget
Tillægget til Kommuneplanen indeholder nyt rammeområde 12.B.7, som
fastsætter anvendelsen til tæt-lav bolig. Bebyggelsesprocenten er maks. 40.
Max. antal etager er 1 og minimums grundstørrelsen er 300 m².
Offentlighedsfasen
Forslaget til lokalplanen og forslaget til kommuneplantillægget er fremlagt
til offentlig høring fra den 5. januar 2010 til den 1. marts 2010.
Du kan se forslag til lokalplan nr. 372 her.
Du kan se forslag til tillæg nr. 2 til Kommuneplan 2009
her.
Du kan også se planforslagene på bibliotekerne og i Borgerservice på
Rådhuset, Trollesmindeallé 27 samt på www.plansystemdk.dk.
Borgermøde
Vi inviterer til borgermøde torsdag den 11. februar 2010
kl. 17.00 (mødedato er ændret fra den 25. februar). Mødet bliver
holdt i kantinen på rådhuset, Trollesmindeallé 27, 3400 Hillerød. Vi vil
gennemgå lokalplanen på mødet, hvor du får mulighed for at stille spørgsmål
og komme med kommentarer.
Høringssvar og ændringsforslag
Hvis du ønsker at komme med høringssvar eller foreslå ændringer til
lokalplanforslaget, skal du skrive til: Hillerød Kommune, By og Miljø,
Trollesmindeallé 27, 3400 Hillerød. Du kan også sende en mail til byplan@hillerod.dk, men husk at skrive dit
fulde navn og adresse i mailen.
Høringssvar eller ændringsforslag skal vi modtage senest den 1. marts 2010.
De skriftlige høringssvar og ændringsforslag vil blive behandlet efter
fristens udløb.
Når byrådet har vedtaget den endelige lokalplan og kommuneplantillægget vil
vi besvare alle høringssvar med bemærkninger eller ændringsforslag.
Den endeligt vedtagne lokalplan vil blive annonceret i
lokalavisen samt her på hjemmesiden.
Hvis du har spørgsmål til forslaget til lokalplanen, kan du ringe
til By og Miljø på tlf. nr. 7232 2130, mandag til onsdag fra kl.
10.00 – kl. 15.00, torsdag fra kl. 12.00 – kl. 18.00 og fredag fra kl.
10.00 – 13.00.