Det gamle Gods
Sophienborg har givet navn til den nye bydel i det nordvestlige Hillerød.
Se her hæftet Sophienborg - en bydel i Hillerød fra udflyttergård til
spændende ny bydel.
I hæftet kan du læse om Sophienborg Gods historie og om områdets og
bebyggelsernes data og særlige forhold.
Fra begyndelsen af 1990'erne og frem til nu er forskellige bebyggelser
og daginstitutioner blevet opført inden for det område der er omfattet af
lokalplan nr. 210 (vedtaget i 1990). Det er områderne syd og sydøst
for Sophienborggodset. I den østlige del af det oprindelige Sophienborg er
der lavet en ny lokalplan nr. 290 for bebyggelsen Sophienlund.
Denne del af Sophienborgbydelen er i dag færdigudbygget og
rummer ca. 675 boliger.
I 2002 besluttede byrådet at igangsætte en byudvikling af det kommunalt
ejede område vest og nord for Sophienborggodset, som en afrunding af
Sophienborg bydelen. Området er på ca. 35 ha og rummer ca. 350
boliger. Viften af boliger er bred. Der er ejerboliger, andelsboliger,
udlejningsboliger og almene boliger og der er store og små boliger.
I 2002 blev der på baggrund af en forudgående høring udarbejdet en
lokalplan nr. 308 for området og et tillæg til kommuneplanen.
Strukturen i området tager udgangspunkt i det gamle Sophienborg Gods.
Godsets centrale bygningsanlæg er anvendt til kvarterscenter med
skole, SFO og fritids/værestedsfaciliteter for borgere og foreninger. De
nye boligområder og boligområderne i det oprindelige Sophienborg ligger
rundt om kvarterscenteret. Fra kvarterscenteret udgår stier til de
forskellige nye bebyggelser. Boligområderne har vejadgang fra den nye
vej Axel Jarls Vej, der er koblet på Tulstrupvej. Axel Jarls Vej forbindes
med Sophienborg Allé med den nye vej T. Rosenquists Vej. Se illustrationsplan her.
Strukturen er tænkt som en videreførsel af det udtryk, den første del
af Sophienborg har, med selvstændige afrundede bebyggelser med hvert deres
udtryk. I anden etape af udbygningen af Sophienborg området har
landskabet været udgangspunktet for placering af bebyggelsen.
I områdets nordøstlige del er der i år 2004 færdiggjort en støjvold mod
Isterødvejen og Tulstrupvej. I områdets nordvestlige del er der i 2004
plantet en skov på 5 ha.
Den nye Sophienborgbydels stisystem vil fortsat være en del af stirute 104
fra bymidten og frem til den regionale sti mod Strødam Enge, Gribskov
og videre op til Sjællands Nordkyst. Stisystemet kobles ved udbygningen af
Ullerødbyen sammen med det nye områdes stier. I området har busrute 324
stoppested. Busrute 702, 734 og 735 har stoppested i umiddelbar tilknytning
til området.
Det første byggeri der blev opført er et plejecenter med 60 plejeboliger,
der er taget i brug i efteråret 2004. Boligerne er delt op i såkaldte
leve-bo-miljøer af 8-9 boliger med fællesfaciliteter. 3 af
boliggrupperne er udformet specielt til demente.
De 22 parcelhusgrunde i dalen mod øst er solgt i løbet af 2003 og i
efteråret 2003 begyndte byggeriet af de første individuelle huse i området.
I begyndelsen af 2005 var der opført parcelhuse på alle
grundene.
På bakken nord for godset Sophienborg er der opført 168
udlejningsboliger. Byggeriet er i 2-3 etager. Byggeriet er opført af
Høhfner A/S i 2004-5. Byggeriet sker på basis af regeringens
forsøgsordning, der skal give mulighed for nye private udlejningsboliger.
På bakken nord for Ullerød Vandværk på Viemosevej er
der opført 32 fritliggende enfamiliehuse på mindre
grunde. Inhuse-projektet er en bebyggelse med 3 typer huse. 2
typer til de lidt større grunde, der vender ud mod Pøle Å-dalen og en
mindre type på de øvrige grunde. Byggeriet er et alternativ til de
traditionelle parcelhusområder. Byggeriet er opført i 2004-6.
På arealet umiddelbart nord og
nordøst for plejecenteret er opført 84 lejligheder i byggeri i 2
etager. Det er IKEA og Skanska der har udviklet dette
"BoKlok-byggeri", hvor det meste af byggeriet foregår på fabrik i
Sverige. Det gør byggeprocessen kort og effektiv og dermed huslejen
særdeles attraktiv.
Sydvest for godset har dagligvarekæden REMA opført en dagligvarebutik
i 2005.
Nordsjællands Folkemuseum, der har haft til huse på Sophienborg Gods er
flyttet henholdsvis til den gamle el-bygning i Frederiksgade
i bymidten og til Bjerggården vest for Hillerød. I starten af
2005 blev selve ombygningen af godsets bygninger til kvarterscenter
opstartet. 1. etape; indskolingsdelen (fra børnehaveklasse til 3.
klasse) er taget i brug i 2007. 2. etape med fritids og værested
og 4. - 9. klasse er igangsat i 2007. På arealet umiddelbart vest for
godset er der reserveret areal til idrætsfaciliteter til kvarterscenteret.