- Nye muligheder og nye udfordringer
Forord
Dette dokument beskriver 5 fokusområder for erhvervspolitikken i Hillerød
Kommune 2002-2008. Det indgår som en del af den samlede visionsproces for
Hillerød Kommune – Vision 2008.
Det erhvervspolitiske oplæg består af 2 dele:
Den erhvervspolitiske statusrapport
En status over kommunens hidtidige erhvervspolitiske indsats, de fysiske
rammer (lokalplan og regionsplan) for den fremtidige indsats samt et
overblik over de demografiske, uddannelsesmæssige og arbejdsmarkedsmæssige
udviklingstræk i kommunen og regionen. Rapporten kan fås på Hillerød
Rådhus.
Den erhvervspolitiske strategi
Et oplæg til kommunens fremtidige erhvervspolitiske indsats, der omfatter
fokusområderne: erhvervspolitiske netværk, kompetencer, regionale
initiativer, kommunens erhvervsservice og en ny organisering af
turismeindsatsen. Den erhvervspolitiske strategi er indeholdt i dette
notat.
Den erhvervspolitiske strategi er blevet til gennem godt et halvt års
forarbejde, hvor blandt andet borgerhøringer og dialog med
uddannelsesinstitutioner og repræsentanter fra erhvervslivet og særligt med
Hillerød erhvervsråd har dannet baggrunden for visionen, målsætningerne og
de udvalgte fokusområder. Notatet afsluttet med konklusionerne fra den
politiske behandling af erhvervs- og turismepolitikken, der således udgør
rammerne for den fremtidige indsats på området.
Borgmester Kommunaldirektør
Nick Hækkerup Jesper Fisker
November 2002
Vision
Visionen for den langsigtede erhvervsudvikling i Hillerød Kommune er:
Hillerød Kommune skal være et dynamisk og afbalanceret vækstområde med
lokal indsigt og regional udsigt – i stadig dialog med erhvervslivets
parter.
Det er en forudsætning på det erhvervspolitiske område for den overordnede
Vision 2008: "Hillerød et endnu bedre sted at leve, bo og arbejde -
for os alle sammen"
Målsætningerne for erhvervspolitikken er at øge aktiviteterne i det lokale
og regionale erhvervsliv for at:
-
sikre gode og attraktive rammer for udviklingen af erhvervslivet
-
øge beskæftigelsen blandt kommunens borgere
-
forbedre den lokale og regionale økonomi
-
skabe et aktivt by- og lokalmiljø.
Erhvervsudvikling uden grænser
Erhvervsudviklingen kender ikke traditionelle geografiske og administrative
grænser. Hillerød Kommune er udpeget som regionalt erhvervscentrum i
Nordsjælland. Den opgaver fordrer et både tættere og bredere samarbejde med
andre aktører på erhvervsområdet. Tættere forstået som bedre koordinering
mellem parterne – og bredere forstået som med flere parter. Derfor lægger
dette udspil også op til et samarbejde mellem kommune, erhvervsliv og
uddannelse – og på sigt skal de regionale parter involveres i netværket for
at opnå nogle af de synergieffekter, der kan komme ud af samarbejdet på
tværs af kommunegrænser og på tværs af sektorgrænser.
Nye muligheder – nye udfordringer
Hillerød Kommune har inden for de seneste 5 år oplevet betydelig vækst.
Både hvad angår antal arbejdspladser og antal virksomheder. Traditionelt
set har Hillerød Kommunes erhvervsliv bestået af små- og mellemstore
virksomheder og nogle enkelte større internationale virksomheder, som f.
eks Novo Nordisk og Foss A/S. Sådan ser billedet stadigvæk ud. Men inden
for det seneste år har kommunen evnet at tiltrække nye store virksomheder.
Det åbner nye perspektiver og muligheder for Hillerød Kommune – og det
stiller nye krav.
De nye større virksomheder er gode for kommune af flere grunde. De skaber
arbejdspladser i kommune, de skaber vækst i handlen og dermed også vækst i
de øvrige brancher i kommunen. Det giver samlet kommunen nogle øgede
muligheder for at gøre Hillerød til et endnu bedre sted at leve, bo og
arbejde.
Vækst – en arbejdsplads bliver til tre
Indenfor en kort fremtid skabes op mod 1000 nye arbejdspladser i Hillerød
Kommune. Medicoindustrien er en af de mest værdiskabende industrier vi har
i Danmark og derfor skaber en arbejdsplads i medicoindustrien yderligere én
arbejdsplads i servicesektoren og én arbejdsplads i den kommunale
servicesektor. Derfor står Hillerød kommune over for en fremtid, der vil
indebære betydelig vækst. Det er ikke alle de nye medarbejdere, der skal bo
i Hillerød kommune, men en del af dem skal – derfor rækker
erhvervspolitikken på en og samme tid langt ud over det erhvervspolitiske
område, men også langt udenfor Hillerøds grænser. Erhvervspolitikken skal
derfor på den ene side finde en balance mellem de lokale hensyn og de
regionale perspektiver.
Vækst med værdier
Men vækst i erhvervslivet og nye arbejdspladser stiller nye krav til
kommunen. Og når vi taler om hvor stor væksten skal være er det først og
fremmest kravet om, at kommunen og byen skal kunne følge med væksten, der
er vigtigt. I Hillerød ønsker vi ikke blot vækst – vi ønsker vækst med
værdier. Med det mener vi, at erhvervsudviklingen skal være miljømæssigt
bæredygtig og den skal foregå i et tempo, så vi altid kan tilbyde skoler,
børnepasning, ældrepleje og en række andre kommunale ydelser til alle på et
højt kvalitetsniveau. Derfor skal erhvervspolitikken finde en balance
mellem erhvervsudviklingens hastighed og kommunens muligheder for at
tilbyde de nødvendige serviceydelser og boligmuligheder.
Fra provinsby til regionalcenter
Hillerød Kommune er ved at vokse fra at være provinsby til at blive et
regionalcenter i Nordsjælland. Det er her mange af regionens
uddannelsestilbud ligger, det er et handelscentrum og er nu også ved at
blive et markant erhvervscenter på det nordsjællandske kort. Den udvikling
byder på mange nye udfordringer for kommunen både i dag og i fremtiden.
Nogle af de udfordringer ønsker vi at imødekomme med denne
erhvervspolitiske strategi.
Erhverv, uddannelser og kommunen
For at sikre et velfungerende erhvervsliv i vækst er det nødvendigt at
sikre kompetent arbejdskraft. Det sker dels ved at tiltrække nye
medarbejdere til kommunen, men også ved at have de rette efter- og
videreuddannelsesmuligheder for den eksisterende arbejdsstyrke. Det er
samtidig vigtigt for erhvervslivet, at kommunen leverer hurtig og
professionel erhvervsservice og sikrer et smidigt arbejdsmarked.
Den erhvervsudvikling Hillerød Kommune er inde i kræver med andre ord et
stærkere samspil mellem erhvervslivet, uddannelsesinstitutionerne og
kommunen. Figuren ovenfor viser samspillet mellem parterne generelt. På
figuren nedenfor er ideen konkretiseret med de relevante parter i Hillerød
Kommune.
Under feltet uddannelser tænkes både de lokale uddannelsesinstitutioner,
Teknisk Skole Handelsskolen, Seminariet, Gymnasiet m.fl., men også andre
parter kan inddrages – det kunne være TIC, DTU, AMU, m.v.
I Hillerød er erhvervslivet i dag organiseret i hhv. erhvervsrådet og C4
City fonden. C4 City Fonden er tiltænkt i styrket rolle i dette
erhvervspolitiske oplæg. I denne fonds regi skal nogle er af de
erhvervspolitiske ressourcer gøres mere aktive end det tidligere har været
tilfældet. Derfor er fonden med i netværket som en selvstændig aktør.
I det erhvervsnetværket løses en række erhvervspolitiske opgaver.
Netværket, der består af en koordinator og løst tilknyttede medarbejdere
tager både opgaver, som netværksdeltagerne foreslår, men kan også af egen
drift iværksætte projekter. Projekterne kan enten gennemføres af netværket
selv eller de kan sættes i udbud og løses af andre.
Turismen skal styrkes
Hillerød Kommune har en ambition om at styrke turismeindsatsen. Vi tror –
også på dette område - på, at de bedste resultater opnås gennem samarbejde.
Derfor vil vi arbejde for at opbygge en velfungerende turismealliance
indenfor kommunen, men vi vil også kigge på mulighederne for at samarbejde
med nogle af de omkringliggende kommuner. Der pågår i øjeblikket drøftelser
mellem Fredensborg-Humlebæk, Helsingør og Hillerød kommuner om et styrket
samarbejde på turismeområdet.
En erhvervspolitisk indsats
Hillerød Kommunes fornemmeste opgave er, at være en god kommune. Det vil
sige lave god og udviklende folkeskole, have gode og fleksible
pasningstilbud, god og omsorgsfuld ældrepleje, sikre smidig infrastruktur,
osv. Er de ting ikke på plads giver det et dårligt udgangspunkt for
erhvervslivet. Men som en central aktør i det lokale landskab skal kommunen
gøre mere end det for at stimulere erhvervsudviklingen.
Hillerød kommune og Hillerød Erhvervsråd har igennem 15 år samarbejdet tæt
om udviklingen og iværksættelsen af den kommunale erhvervspolitik. Dette
samarbejde er afgørende for den politiske indsats succes i det lokale
erhvervsliv.
Hillerøds fremtid som en attraktiv kommune fordrer, at det nære samarbejde
med erhvervsrådet opretholdes, men også at samarbejdet udvikles og blandt
andet uddannelsesinstitutionerne inddrages.
Indsatsen skal således ikke rette sig snævert mod traditionelle
erhvervspolitiske områder, som infrastruktur og beskæftigelsespolitik – Vi
sigter mod at gøre Hillerød kommune attraktiv i bred forstand gennem øget
offentligt-privat samarbejde og gennem en fælles vision for Hillerød.
Tidligere har iværksætterindsatsen været en central del af
erhvervspolitikken. Iværksætterne har haft gode rammer på Udviklingscenter
Trollesminde (UCT). Centeret har været en så stor succes, at det har opnået
international opmærksomhed særligt omkring måden centeret fungerer på og
det miljø iværksætterne har. Centeret har skabt en række arbejdspladser i
kommunen, ligesom det har været med til at sætte Hillerød på det
erhvervspolitiske landkort. Iværksætterindsatsen fortsætter ad dette spor
og er derfor ikke medtaget som et selvstændigt fokusområde i strategien for
2002-2008. Iværksætterekspertisen, der er samlet gennem årene og rollen som
regional koordinator bevares på den måde på UCT.
Udarbejdelsen af den erhvervspolitiske strategi har involveret en række
aktører blandt erhvervslivet, uddannelsesinstitutionerne og i den kommunale
administration. I grupperne har der været bred enighed om at øge indsatsen
på særligt fem områder.
5 fokusområder
Det erhvervspolitiske netværk
Kommunens udvikling fra provinsby til regionalcenter kræver øget
koordinering mellem de involverede parter – erhvervslivet,
uddannelsesinstitutionerne og Hillerød kommune. Der er et stadig større
behov for dialog mellem de parter, der skal sikre væksten i det hillerødske
erhvervsliv.
Netværkene kan være med til at etablere samarbejder mellem virksomheder,
uddannelsesinstitutioner og forskningsinstitutioner, samt sætte fokus på
kommunens mulighed for at bidrage til udviklingen af dynamiske, fysiske
rammer for offentlig-privat-samarbejde.
Netværkene skal tage udgangspunkt i konkrete udviklingsprojekter og være
til gavn for alle involverede parter. Kommunen kan være initiativtager og
tovholder, men organisatorisk er det fordelagtigt, at projekterne forankres
udenfor kommunen i en projektorganisation.
Kompetencer
Et velfungerende erhvervsliv i vækst fordrer den nødvendige kompetente
arbejdskraft. Kommunen skal i samspil med erhvervslivet og uddannelserne
sikre, at kommunen kan tiltrække og fastholde de nødvendige kompetencer. Et
godt match mellem de efterspurgte og de tilgængelige kompetencer skabes
både af en god tiltrækningskraft og gode efteruddannelsesmuligheder.
Både blandt de eksisterende virksomheder og på det nye medico-område er der
behov for at sikre en løbende dialog mellem virksomheder, uddannelser og
kommune.
Regionale initiativer
Virksomheder, borgere og studerende respekterer ikke de geografiske og
administrative grænser. Kommunen, uddannelserne og erhvervslivet skal
derfor i stigende grad tænke udover kommunegrænserne. I videnssamfundet
udvikles brancher i videns- og produktionsklynger i samspil med regionens
kompetenceudbud og læringsmiljøer. Hvor virksomheder tidligere så
globaliseringen som et springbræt til større markeder betragter fremtidens
virksomheder omverdenen som tilbud af forskellige videns- og
kompetencemiljøer. Virksomheder skal ikke længere erobre verden men i
stedet indgå i partnerskaber med de regionale aktører. Hillerød kommune kan
i den forbindelse indgå strategiske samarbejder med de eksisterende
uddannelser og vidensmiljøer i regionen, f.eks. om praktikmuligheder,
virksomhedssamarbejder o.lign. På længere sigt vil kommunen arbejde for, i
samarbejde med det eksisterende erhvervsliv at skabe et videns- og
forskermiljø med placering i Hillerød.
I videnssamfundet er regioner sammenhængende enheder, hvor vækst,
konkurrence og sammenhængskraft skal skabes med en fælles indsats. Derfor
er strukturer og forpligtende samarbejder mellem regionens erhvervs- og
uddannelsesaktører væsentligt. Men både mindre lokale samarbejder mellem
f.eks. en virksomhed og VUC, såvel som større regionale netværk, hvor
regionens uddannelser og virksomheder samarbejder om f.eks. praktikpladser
og beskæftigelsesmuligheder kan etableres.
Kommunens erhvervsservice
Kommunen skal i almindelighed sikre god og effektiv service for
erhvervslivet. Det gælder både i snæver forstand med hensyn til hurtig
sagsbehandling, forsyningsvirksomhed, erhvervsjord m.v. og det gælder i
bred forstand med service for kommunens indbyggere – det vil sige
folkeskoler, børnehaver, infrastruktur, fritidstilbud. Kommunen kan f.eks.
have en service for nytilflyttere – information om kommunens tilbud inden
for skoler, arbejdsmarkedet, børnepasning, kultur, seværdigheder.
Særligt infrastruktursituationen bør der ses nærmere på – her ligger en
stor udfordring, hvis byen skal følge med erhvervs- og
befolkningsudviklingen.
Turisme - Hillerød som varemærke
Image. Hillerød Kommune skal være attraktiv både for virksomheder, borgere
og turister.
Erhvervslivet efterspørger konferencefaciliteter og nye
overnatningsmuligheder for erhvervsturister – her skal kommunen medvirke
til at de nye tilbud bliver spændende og passer ind i det eksisterende
miljø.
Den regionale turismeindsats er under forandring. Det skal kommunen
forholde sig aktivt til med nye initiativer på lokalt niveau og gennem
samarbejde på regionalt niveau.
Turismeerhvervet i Hillerød har gode muligheder for at udvikle sig - og
deraf følger mange muligheder som kommer erhvervslivet – og særligt handlen
tilgode.
Kommunen vil i samarbejde med resten af regionens parter produktudvikle og
markedsføre regionen som en samlet attraktiv region med mange faciliteter
og muligheder. Vi tror på, at det samlede udbud af seværdigheder og
fritidsmuligheder i Nordsjælland er mere interessant for turister end hver
enkelt kommunes lokale turistattraktion.
Organiseringen af erhvervs- og turismeindsatsen i Hillerød Kommune
Økonomiudvalget har på møder i august og november 2002 behandlet rammerne
for den fremtidige erhvervs- og turismeindsats i Hillerød Kommune.
Økonomiudvalget har tiltrådt principperne i dette strateginotat og i øvrigt
vedtaget følgende, der hermed udgør grundlaget for den fremtidige indsats:
Der etableres et "erhvervsnetværk" med en erhvervskoordinator, en
torveholder samt evt. yderligere medarbejdere. Erhvervsnetværket ledes af
en bestyrelse bestående af 2 repræsentanter for C4-City Fonden, 2
repræsentanter for Byrådet (Borgmester og formand for Teknisk Udvalg), 2
repræsentanter for Hillerød Erhvervsråd, 1 repræsentant for
uddannelsesinstitutionerne i Hillerød og 1 repræsentant for
turismen/Slottet. De ansatte i erhvervsnetværket er formelt ansat i
kommunen med reference til kommunaldirektøren, men refererer i det daglige
til bestyrelsen.
Erhvervsnetværket råder over en "kr-kr pulje", der i 2003 er på
0,8 mio. kr. Midlerne frigives af Økonomiudvalget på indstilling fra
erhvervsnetværkets bestyrelse. Tildeling af midler fra denne pulje
forudsætter medfinansiering fra de arrangementsansvarlige.
Turistkontorfunktionen opretholdes og der etableres et tæt samarbejde
mellem erhvervsnetværket og turismen. Turismebevillingen reduceres til 0,5
mio. kr. i 2003. Herudover opretholdes det nuværende lejemål, der ligeledes
vil danne base for erhvervsnetværkets arbejde. Turistchefen/turistkontoret
varetager fortsat de administrative opgaver i forbindelse med lejemålet og
varetager ligeledes sekretariatsopgaver for de samlede aktiviteter i
kontoret.