Hillerød Byråd vedtog i oktober 2004 en samlet integrationspolitik for
Hillerød Kommune.
Politikken er resultatet
af et samarbejde mellem de politiske udvalg i Hillerød Kommune og
Integrationsrådet. Politikken fortæller, hvordan Hillerød Kommune vil sikre
en god integration.
Udgangspunktet for integrationspolitikken er Byrådets vision, der siger at
Hillerød skal være et endnu bedre sted at leve, bo og arbejde. Visionen har
det overordnede mål for integration, at alle i Hillerød møder hinanden med
respekt og ligeværd uanset kulturel baggrund.
Integrationspolitikken er udgivet som en pjece i 2005, og kan downloades her.
Erhvervsudvalget har på udvalgsmødet i december 2007 besluttet at der skal
udarbejdes en nye integrationspolitik. Arbejdet omkring formulering af en
ny integrationspolitik går i gang i 2008.
Den nuværende integrationspolitiks hovedoverskrifter er:
Dialog og samarbejde
Der skal være en god dialog mellem kommune og borgere - uanset
borgerens etniske baggrund. Og alle borgere skal have adgang til de
nødvendige informationer. Vi vil også meget gerne høre ideer og kommentarer
fra borgerne.
Det danske sprog
For at få et arbejde, er det vigtigt at kunne tale dansk. Kendskab til
dansk gør også hverdagen meget nemmere for nye borgere i Hillerød Kommune.
Det er vigtigt, at nye borgere kommer i kontakt med såvel gamle som nye
danskere, og at de har det fornødne sproglige grundlag til at kunne deltage
i samarbejdet på skoler, institutioner, klubber, foreninger, osv.
At tage godt imod nye borgere
Hillerød Kommune har særlige medarbejdere, som byder alle nye borgere
velkomne, og hjælper dem med at finde sig til rette i lokalsamfundet.
Mange kulturer og samvær på tværs
Hillerød Kommune lægger vægt på, at nye borgere får gode muligheder for at
deltage i det lokale sociale liv. Denne del af dagligdagen omfatter bl.a.
fritidsaktiviteter, klubber, foreninger, motion og socialt samvær generelt.
Du og din familie
Familien er ofte det vigtigste i et menneskes liv, enten det er en stor
eller lille familie. Familien dækker alle generationer - børn, unge,
forældre og ældre. Alle borgere skal have mulighed for at etablere et godt
familieliv og skabe et godt netværk.
Uddannelse og arbejde
Uddannelse, praktik og arbejde er vigtige skridt på vejen til at nye
borgere kan forsørge sig selv og deres familier fremover.